Sikkerhed


Holbæk Dykkerklub går ikke på kompromis med dykkersikkerheden. Ved hjælp af vores uddannelse og erfaring, forebygger vi først og fremmest potentielle ulykker. I erkendelse af, at en ulykke kan ramme uagtet de bedste forberedelser, uddanner vi alle vores dykkere i at betjene vores førstehjælps- og genoplivningsudstyr, til handling af forulykket dykker. Vi har udarbejdet handleplan for, hvordan der skal handles i et ulykkestilfælde. Der afvikles årlig repetition i førstehjælp og genoplivning til forulykkede dykkere.


Non profit


Holbæk Dykkerklubs store interne kapacitet af dykkerhardware og knowhow, betyder at vi er selvforsynende med udstyr og uddannelse til et meget højt sportsdykkerniveau. Generelt er Holbæk Dykkerklub en non profit forening. D.v.s. at alle vores erfarne og uddannede instruktører arbejder ulønnet. Et evt. overskud føres direkte til Holbæk Dykkerklubs klubkasse. Med medlemskab af Holbæk Dykkerklub får man mulighed for en bred vifte af kursus- og uddannelsesmuligheder, som henvender sig fra begynder til den meget erfarne dykker. For den ambitiøse og meget rutinerede dykker, er der mulighed for at blive sendt på eksternt instruktørkursus, som Holbæk Dykkerklub afholder udgifter til.


Alle dykkercertifikater er velkomne


Holbæk Dykkerklub råder i dag over en stor portion knowhow og ”dykkerhardware”. Det betyder at klubben henvender sig til dykkere på alle niveauer, fra begynderen til den erfarne dykker. Alle med anerkendte dykkercertifikater uanset graduering, og alle uden certifikat (dem uddanner vi), kan opnå medlemskab af Holbæk Dykkerklub.


CMAS


Vi uddanner dykkere i CMAS regi, og klubben er organiseret i Dansk Sportsdykker Forbund, som har agenturet på CMAS i Danmark. Det betyder at alle vores medlemmer automatisk er medlem af Dansk Sportsdykker Forbund. Det giver en lang række fordele for både Holbæk Dykkerklub og dens medlemmer. Bl.a. kan nævnes den personlige livsforsikring særligt til dykning, som hvert enkelt medlem erhverver ved medlemskab af Holbæk Dykkerklub.


Faciliteter


Klubudstyret som Holbæk Dykkerklub råder over, vil for de fleste være en uoverkommelig investering, oven i den personlige dykkerudrustning. En af fordelene ved medlemskab af Holbæk Dykkerklub er, at man har adgang til en lang række af faciliteter og udstyr, som er nødvendige for at gennemføre dykning. Det være sig både for begynderen, som for den erfarne. Holbæk Dykkerklub råder over klubhus med undervisning, garageanlæg til både, værksted for servicering af dykkerudstyr, og kompressorrum for fyldning af dykkerflasker.


Klubudstyr


Klubbens udstyr er bl.a. en mindre gummibåd, som anvendes til sikkerhedsbackup for dykkere. En 6 m. Offshore rib-gummibåd med alt nødvendigt navigationsudstyr til offshoredykning og sejlads. Stationær luftkompressor med integreret nitroxfyldeanlæg. Mobil luftkompressor med tilhørende mobilt nitroxfyldeanlæg, som anvendes på turer hvor der ingen, eller ringe fyldemuligheder er. 2 sæt professionelt genoplivningsudstyr med stor ilt kapacitet. Vi har alt i bøjer, tovværk, dykkerflag m.v.. Rense- og serviceudstyr til servicering af dykkerudstyr.


Uddannelsesmuligheder


Den samlede instruktørstab i Holbæk Dykkerklub består pt. af 8 uddannede CMAS instruktører. Den samlede instruktørkompetence i klubben, gør det muligt at uddanne og graduere vores dykkere til høje niveauer. Vi uddanner til CMAS børnedykkercertifikat (10-14 år), CMAS*, CMAS**, CMAS***, CMAS nitrox basic, CMAS nitrox advanced, CMAS Gasblender & Service Technician, kompressorbetjenning, førstehjælp og genoplivning til forulykket dykkere, og speedbådscertifikat. Læs mere om vores uddannelse under hovedmenu – uddannelse.


Aktiviteter


Der afvikles dykninger hele året i Holbæk Dykkerklub. Vi dykker kystnært på lavt vand, som offshore på dybt vand. I sommerhalvåret dykkes der bl.a. fast hver onsdag med afg. kl. 18 fra vores klub. I vinterhalvåret arrangeres der dykning efter vind, vejr, lyst og behov. Strøm, mørke og Is på vandet, er for mange ingen hindring, men en dykkerfaglig udfordring. Den enkelte dykker bestemmer selv sit niveau, bl.a. i form af sin dykkeruddannelse. Vi værner om den sociale del af klublivet. Der bliver hvert år afholdt fester og arrangementer, som henvender sig til hele familien. Det er derfor en selvfølge, at familien deltager ved mange af vores ture, fester og arrangementer.